Baggrund

Baggrund

Min motivation for at starte Borgere vs Mariagerfjord Kommune starter i 2016, da jeg selv blev sygemeldt og ikke kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Nu forstod jeg, at de mange skræk historier, som jeg havde hørt gennem tiden, var langt mere end blot historier og ikke noget som kun finder sted i de Københavnske kommuner.

 

I mine teenagerår blev jeg sparket i ryggen af en ko og efterfølgende mange års hårdt fysisk arbejde på systue, i landbruget, i fastfood branchen og detailhandlen gjorde, at min rygskade udviklede sig til kroniske smerter i hele kroppen og deraf mange følgesygdomme, hvoraf duftallergi og migræne er nogle af de mest gennemtrængende.

I 2012 må jeg se i øjnene, at jeg må finde noget andet at lave og jeg omskoler derfor mig selv til at lave markedsføring, hjemmesider, webshops og events og arbejder de næste seks år i jagtbranchen. Men fra 37 timer går jeg på 30, derefter på 25 og 20 og halvdelen af tiden er jeg ikke i stand til at lave noget. Jeg har for mange udfordringer med støj, kunder og kollegaer med parfume og en ustruktureret arbejdsplads, som slet ikke kan forliges med min sygdom. Derfor bliver jeg opsagt og sygemeldt i maj 2016.

Jeg kontakter selv kommunen  for at få et afklaringsforløb, men da min tidligere arbejdsgiver ikke søger om sygedagpenge refusion inden for fristen, så lukkes min sag uden, at jeg ved det. Først senere får min tidligere arbejdsgiver lov til at få sygedagpenge refusion og så begynder balladen.

Jobcentrets mål er klar fra starten: raskmelding på 37 timer. Der bliver kørt hårdt på, at det blot var et dårligt arbejdsmiljø på min arbejdsplads, der havde gjort mig syg og jeg bliver klar over, at jeg skal have hjælp, for det var meget svært at komme igennem med mine synspunkter.

Tonen er meget ubehagelig i Jobcentret. Medarbejdere, der stod og råbte ind over mig, at jeg skulle skynde mig at ringe til min A-Kasse og trække min udtalelse tilbage om, at jeg ikke kunne arbejde 20 timer om ugen. Truende samtaler i telefonen, fejl i indkaldelser, ingen dagsordner eller referater, en ny sagsbehandler for hver måned. Listen er meget lang.

Jeg har en kombineret hjælp fra en privat socialrådgiver samt kommunens daværende Borgerrådgiver Evi Risdahl. På de fire år min sag kører bruger jeg over 35.000 kr. på privat rådgivning, mødedeltagelse og skrivelser. Dette kan kun lade sig gøre, fordi min daværende kæreste betaler for det. Og så har jeg derudover gratis hjælp fra Borgerrådgiveren, som måtte træde til, før end der blev afholdt møder på en acceptabel måde.

Året er 2019 og nu kunne jeg få dagsordner, den samme sagsbehandler og chefen fra kontanthjælp var med hver gang som ordstyrer. Der tilknyttes en jobkonsulent inden sommerferien, som skal finde en praktikplads til mig og det lykkes, men Jobcentret må selv afbryde praktikken efter tre uger, da mine skånehensyn ikke er overholdt og det findes ikke sandsynligt, at der findes et job, som kan tilgodese dem.

Slut 2019 ringer min sagsbehandler og meddeler, at Jobcentret vil sende min sag i Rehabiliteringsteamet og jeg vil blive indkaldt hertil. Marts 2020 bliver landet ramt af Covid-19 og mit møde med Rehabiliterings-teamet bliver derfor et telefonmøde, men jeg indstilles til førtidspension fra juni 2020.

En-brat-opvågning

En brat opvågning

Mit liv var på hold i mere end fire år på trods af epikriser fra Smertecenteret i Skørping, der slog fast - varigt nedsat funktionsevne. Behandlingsmuligheder er udtømte. Og jeg er langt fra den eneste. Mødet med systemet blev en brat opvågning.

Min sag i Jobcentret var fra starten klar, da jeg havde fået min diagnose i 2011, altså inden jeg bliver sygemeldt. Jeg havde fundet job inden for en anden branche i forsøget på at opretholde en forsørgelse. På trods af dette går antallet af timer støt ned af og jeg er ikke i stand til at arbejde 20 timer.

Jeg føler mig presset af Jobcentret til at sige ja til et barselvikariat på ni måneder, fordi jeg bliver lovet, at jeg kan få personlig assistance til de opgaver, som jeg ikke kan udføre. Der kommer en handicap konsulent til møde i virksomheden, en masse papirer bliver udfyldt og konsulenten udtrykker ikke på noget tidspunkt, at der er tvivl om, hvorvidt der kan blive bevilliget personlig assistance, tværtimod.

Derfor er det overraskende, at konsulenten to uger efter vender tilbage med et afslag, da der vurderes, at jeg ikke har en betydelig funktionsnedsættelse og derfor ikke er omfattet af personkredsen til personlig assistance. Jeg er i gang med vikariatet, men jeg vælger at klage til Ankestyrelsen, som er syv måneder om at behandle min sag og den bliver derfor ikke afgjort mens jeg er i vikariatet.

Efterfølgende ringer konsulenten til mig for at høre om det er nødvendigt at udbetale beløbet til virksomheden, nu jeg ikke er der længere. Det forlanger jeg selvfølgelig sker, da virksomheden har hjulpet mig med de opgaver, som jeg ikke kunne udføre på trods af det afslag han gav. Jeg modtager ikke nogen undskyldning eller beklagelse fra handicap konsulenten.

I min optik var det aftalt spil mellem Jobcenter og Handicap, fordi det betød, at de kunne holde mig ude af deres kasser i næsten et år, mens jeg fik løn for 20 timer og supplerende dagpenge. Resultatet for mig var en forværring af mine smerter og stress niveau. Jeg kommer herefter på kontanthjælp.

Antallet af sagsbehandlere hjælper ikke min sag. Jeg havde en, som havde fem års erfaring fra Føtex og havde arbejdet som tolk for politiet og ansættelsen var en vennetjeneste. Jeg føler heller ikke, at det hjalp meget at have en privat socialrådgiver, da jeg var en indtægtskilde. En klient, der sidder fem år i systemet, er jo en fast indtægt og derfor er der ikke nogen motivation til at få ens sag afsluttet hurtigt.

Eksplosionen af private socialrådgivere inden for de sidste 10 år fortæller sit tydelige sprog om, at der er noget galt med systemet. Der er noget galt, når man skal betale rådgivere som socialrådgivere og advokater, for at få en ordentlig behandling og det som man har ret til. I min optik er der sket en voldsom skævvridning, når Jobcentret opfører sig, som om der er tale om en retssag og den syge borger sidder på anklagebænken.

Nu tænker mange – er det nu så slemt? Det vil jeg bevise i mit arbejde for Borgere vs Mariagerfjord Kommune. I Danmark har vi igennem mange år oparbejdet et velfærdssamfund – et sikkerhedsnet for de som er uheldige i livet i form af sygdom, overfald, arbejdsulykke, familieforhold mv. – men det er kun de, som har penge til at betale med, der kan få del af det. Det er forkert i min verden.

Jobcenteret var over et år om at beslutte, at det nu var tid til, at jeg skulle i et afklarende praktikforløb, for at fastslå, hvor mange timer jeg var i stand til at arbejde. I min epikrise fra Skørping Smertecenter står der tydeligt, at min transporttid skal indgå i min arbejdstid. Det mente Jobcentret ikke, ligesom det også var tydeligt fra starten af, at mine skånehensyn ikke kunne overholdes. Jeg sagde ikke noget til dette, for jeg fandt det var bedst, at det var Jobcentret selv, der kom frem til den konklusion. Det sker tre uger efter, at jeg var begyndt og ergoteraupeutens rapport var færdig. Rapporten konstaterede, at jeg havde arbejdsplads i et rum fuld af rengøringsmidler og toiletpapir, skulle dele pc med andre, skulle sidde ud for en støjende kantine, havde kontakt med mange mennesker, da mit kontor var det første, som de kom til og meget andet.

Jobkonsulenten havde mange forslag for, at min praktik kunne forlænges til seks måneder. Jeg kunne sidde i en skurvogn på p-pladsen for mig selv. Jeg kunne få kontor i firmaets massage rum, der også fungerede som anrette rum til møder. Jeg kunne få licens til programmer for 8.000 kr. Jeg kunne få kontor på lageret, som ville blive lavet om med vinduer og belysning på kommunens regning.

Virksomheden sagde heldigvis stop og derfor ville det ikke være muligt at overholde mine skånehensyn og praktikken blev stoppet. Ni måneder efter fik jeg min førtidspension, men det kunne have været meget før, hvis det ikke var et spørgsmål om, hvem der skulle betale.

Retfærdighed

Retfærdighed

Gud spørger ``Hvem skal jeg sende?`` og profeten Esajas svarer ``Her er jeg, send mig!`` På trods af, jeg ikke er troende, så er dette det tætteste, jeg har været på et kald, da mit retfærdighedsbarometer er ekstremt højt.

Min retfærdighedssans er høj og jeg har tidligere hjulpet andre – både bekendte og fremmede – med huslejesager, skilsmisser og retsmægling med succes. Jeg finder det interessant at finde en god og retfærdig løsning for den, jeg er partsrepræsentant for og jeg er god til at vende vrangen ud på et emne og udtømme alle muligheder til der foreligger en løsning.

Jeg kan generelt bare godt lide at få ret – kort og godt. Jeg kan godt lide at levere over det forventede og jeg forventer modparten (udlejer, Jobcenter, Retten mv.) gør det samme – man skal passe sit arbejde og ikke mindst være god til det.

Når en borger kommer i kontakt med f.eks. Jobcenter, så er der en forventning til, at tingene gøres rigtig, underforstået loven overholdes, der er en god tone, man får den hjælp, der kan forventes mv. Borgerne i Danmark har generelt en stor autoritetstro til det offentlige, som f.eks. læger, jurister, kommune kontoret mv. og det bør vi kunne have, men det er desværre ikke tilfældet længere.

Nu er det Jobcenter, Visitation og Myndighed samt Handicap denne side omhandler og derfor det, som der tages udgangspunkt i. Jeg har selv været igennem Jobcenter, og jeg er stadig i gang med Visitation og Myndighed samt Handicap og jeg har desværre mødt mange, der ikke havde de rigtige forudsætninger for at bestride de jobs, som de havde, som f.eks. sagsbehandlere. Jeg mener ikke, at fem år i Føtex og oversætter for politiet kvalificerer til at være sagsbehandler.

Der ses også en tendens til, at kommunen forsøger at sno sig – min påstand er, at den forsøger at finde smuthuller til at undgå udbetaling til borgere – og her ses det bl.a., at personale, der har socialfaglig eller offentlig adminstrationsbaggrund, begynder at vurdere på medicinlister, som borgere har indsendt i forbindelse med ansøgning om f.eks. Merudgifter.  Her er kommunen ude på et skråplan og jeg mener ikke en sådan praksis må finde sted i kommunen, der i dette tilfælde påtager sig lægefaglig vurdering.

I løbet af året ønsker jeg at lave Bogere vs Mariagerfjord Kommune til en forening med primære og sekundære mål, fordi det vil betyde større gennemslagskraft, større synlighed og mulighed for at søge nogle af de midler, som kommunen stiller til rådighed til ældre og svage.

Foreningens primære mål bliver:

  • Hjælp til ansøgning af Merudgifter, Praktisk Hjælp, Klippekort og Hjælpemidler
  • Hjælp til borgere i Jobcenter
  • Arrangementer for borgere med fokus på livsglæde

Foreningens sekundære mål bliver:

  • At få fjernet aldersgrænsen 18-65 år som er et krav for at kunne modtage Merudgiftsydelse
  • Effektiv sagsbehandling i kommunen
  • Mariagerfjord Kommune kåres som Danmarks Bedste Kommune for ældre og syge i 2025

Det bliver ikke noget krav, at du skal være medlem af foreningen for at kunne modtage hjælp. Det kommer til at koste 100 kr. pr. år at være medlem af foreningen og det bliver muligt at indbetale støttebeløb og donere midler, praktisk hjælp og ting til konkrete arrangementer.

Mere info omkring foreningen følger.