Frem og tilbage er lige langt…

Frem og tilbage er lige langt

Frem og tilbage er lige langt er en talemåde, der bruges for at udtrykke utilfredshed med at fremskridt, udvikling el. lign. forsinkes eller besværliggøres.

Det er sket mange gange i min personlige sag i Mariagerfjord Kommune, at processen forsinkes og besværliggøres og jeg ønsker at belyse det af flere årsager. For det første er der mange sygdomme, der ikke kan kommes i en kasse og det er vigtigt, at kommunerne rundt om i landet forstår dette. For det andet, så bør kommunen hjælpe borgeren med at belyse sagen, hvilket ikke er sket i dette tilfælde. For det tredje kan det ikke være rigtigt, at borgerrådgiveren skal inddrages før end tre afdelinger i kommunen accepterer, at der bestilles en statusattest. Men tilbage til starten.

Jeg har kronisk non-malign smerteprobematik herunder fibromyalgi, spændingshovedpine, migræne, duftallergi, hybermobilitet, en rygskade, astma og 79% lungekapacitet. Deraf har jeg rigtig mange skånehensyn – altså bevægelser jeg ikke bør udføre, da det påvirker mine smerter i negativ retning og kan forværre dem varigt.

I juni 2020 får jeg tilkendt førtidspension efter fem år med sygedagpenge, smertecenter, to hovedpineklinikker og jobcenter for til sidst at slutte af med små tre uger i praktik. Jobcenter afbryder selv praktikken, fordi mine skånehensyn ikke kan overholdes og det ikke vil være muligt at finde et job, hvor de kan.

I min naive tro forventer jeg nu, at mine udfordringer med kommunen er slut og jeg kan få ro på tilværelsen og komme ovenpå, men jeg må sande, at jeg fortsat har udfordringer, fordi jeg har søgt om dækning af merudgifter. Dette gør jeg den 15. september 2020, da jeg bruger tre måneder på at fremskaffe dokumentation og tilbud på de ting, jeg søger.

Der er mange udfordringer i min ansøgning om Merudgifter, men det er fodbehandling jeg vil belyse i dette indlæg. Den 29. december ringer min sagsbehandler fra Merudgifter og fortæller, at jeg ikke kan søge fodbehandling under Merudgifter, men skal gøre det i afdelingen Enkelt Udgifter. Dette gør jeg den 5. januar 2021.

Mandag den 15. februar 2021 – uge syv vinterferie og 42 dage efter min ansøgning –  modtager jeg svar fra kommunen, at der mangler oplysninger og man har påtænkt at give afslag på grund af dette. Jeg får syv dage til at skaffe oplysninger fra min læge og svare. Min læge holder ferie i uge syv og ingen andre kan hjælp mig, så jeg opretter en e-konsulation og håber min læge har tid til at kigge på den samme dag, som hun kommer tilbage på job.

Kommunen har bedt om en henvisning til fodpleje, men det er ikke så simpelt, da min sygdom og udfordringer ikke høre under én af de fem standard henvisninger, der findes og som dækker diabetes, nedgroede tånegle, arvæv efter stålebehandling af fodvorter, svær leddegigt eller svær psoriasisgigt. Lægerne i mit lægehus er af den opfattelse, at kommunen må bede om en LÆ 125 Statusattest i mit tilfælde og jeg får sendt min partshøring på sidste svardag, hvor jeg opfordrer kommunen til at anmode min læge om en statusattest og også medsender min læges opfordring til det samme.

Den 1. marts 2021 ringer afdelingen Enkelt Ydelse til mig, fordi de har nogle spørgsmål. I samtalen stiller jeg følgende spørgsmål:

J: Kan du ikke bede om at få en statusattest fra min læge?

J: Men kan du ikke lave en sagsbehandling ud fra en statusattest?

J: Ja, men kommer det ikke an på, hvad det er for nogle spørgsmål I stiller jo, for at få den der statusattest?

Afdelingen er ikke interesseret i at bestille en statusattest, da den mener, at det blot vil være en generel beskrivelse af mit helbred, hvorimod jeg mener, at de spørgsmål de kan stille i den pågældene attest kan belyse, hvorvidt jeg har brug for fodpleje.

Aftalen bliver, at Enkelt Ydelser skal snakke sammen med Merudgifter, men jeg hører ikke mere til det.

Den 25. marts 2021 modtager jeg afslag på fodpleje – behandlingen er ikke helbredsmæssigt begrundet og der foreligger ikke en henvisning fra min læge.

Herefter kontakter jeg Borgerrådgiver Diana Christensen, der afholder et møde med Merudgifter, Enkelt Ydelser og Praktisk Hjælp på mine vegne den 16. april. Her bliver det besluttet, at der skal indhentes en statusattest.

Den 26. april har min læge stadig ikke modtaget anmodningen herom fra kommunen. Borgerrådgiveren vil nu bede om et svar på, hvor lang sagsbehandlingstid, der kan forventes.

Jeg finder ikke kommunen samarbejdsvillig til at løse borgers udfordringer og jeg tænker, alt den sagsbehandlingstid er langt mere omkostningstung end de 456 kr., som en LÆ Statusattest koster og som kommunen betaler.

Jeg finder, at kommunen forsøger at trække sagsbehandlingstiden og sende mig rundt mellem tre afdelinger og sikkert forventer, at jeg opgiver og er autoritetstro, således at jeg ikke stiller spørgsmål til kommunens afgørelse. Ordet ”opgiver” findes ikke i min ordbog, men jeg forstår da fuldt ud, at de fleste har lyst til at gøre det, da sager som dette trækker tænder ud oven i de udfordringer syge mennesker har i forvejen.

Kommunen har forpligtigelser – både til at overholde lovgivningen, men også til at vejlede og hjælpe borgerne i kommunen og jeg tænker, at der skal færrere undskyldninger til over overskredne sagsbehandlingstider og mere action til at få noget fra hånden.

Indtil nu er sagsbehandlingstiden for en sag om fodpleje syv måneder og 12 dage. Sagsbehandlingstiden bør være 30 dage.

Jeg laver et blogindlæg, når der er nyt i sagen om fodpleje.